Kærlighed som tema i romanen "Vingebarn" af forfatter Line Sølvhøj Johansson

Tror du på kærlighed? Tror du nok?

Allerede inden ”Vingebarn” havde været på gaden i en uge, begyndte de første reaktioner fra læserne at strømme ind. ”Sikke en debut” skrev en læser, mens en anden skrev, at den ramte fuldstændig plet. En tredje læser indrømmede, at hun græd allerede ved de første kapitler, og en fjerde læser var for længst gået i seng, men kunne ikke lægge bogen fra sig. Det er kæmpestore ord for mig.

Hvis du er en af dem, der har bestilt bogen gennem mig, har jeg foruden at signere den også stillet dig et spørgsmål – et spørgsmål, som jeg håber, at du som læser vil have i baghovedet undervejs i læsningen af ”Vingebarn”:

Tror du på kærlighed? – tror du nok?

Kærlighedens styrke

Kærlighed er en kraftfuld størrelse. Når vi tænker på kærlighed, så er det oftest en hæsblæsende forelskelse, et livslangt eventyr, en tro på evigheden og den uovervindelige lykke, vores tanker søger hen imod. Det giver mening, for kærlighed er en taknemlig, værdsat og meget stærk følelse, som vi konstant ønsker at beruse os i, og hvis det var muligt, ville vi gøre det for altid.

Læs også: Hvordan føles angst?

Vi lytter til kærlighedssange, vi ser romantiske film, læser romantisk litteratur og dyrker kærligheden på alle de mest hjerterare måder, som netop giver os fornemmelsen af at nå den lyserøde sky. Men det er ikke virkeligheden, for den sande kærlighed rummer som så meget andet også en bagside. En vrangside. En skyggeside. Den kærlighedsmedalje, vi er tildelt i livet, vil vende og dreje sig på forskellige tidspunkter i livet, og når vi møder den svære side, så rammes vi af den smertende erkendelse af, at kærlighed langt fra er en håndgribelig størrelse.

Vi kan ikke omklamre kærligheden. Vi kan ikke indfange den eller spærre den inde i vores liv og holde den der for evigt. Vi kan kun vente på, at den kommer, passe på den, når den er her, og tro på den, når den til tider er svær at se.

Læs, hvad Forlaget Forfatterskabet.dk skriver om “Vingebarn” her!

Hvis du endnu ikke har læst ”Vingebarn”, så lad mig stille dig et par spørgsmål. Det er ikke kun spørgsmål, der retter sig mod ”Vingebarn”, men spørgsmål, som jeg synes, er værd at stille sig selv hele livet igennem:

• Tror du nok på kærlighed til, at du kan være 100 procent ærlig overfor dine nærmeste?
• Tror du nok på kærlighed til, at du kan acceptere, at livet går op og ned?
• Tror du nok på kærlighed til, at du kan gennemleve de livsperioder, hvor bagsiden af kærlighedsmedaljen vender udad, uden at forsøge at skjule dem?

Jeg kan ikke love dig, at alle karaktererne i ”Vingebarn” kan svare ja til de samme spørgsmål, som jeg stiller dig, men jeg kan love dig én ting: Du kommer til at lukke ”Vingebarn” og stille dig selv spørgsmålet: Tror jeg på kærlighed? Tror jeg nok?

Vingebarn en roman af Line Sølvhøj Johansson

Du er velkommen til at dele dette indlæg ...
Om angsten i hjertet i romanen Vingebarn af Line Sølvhøj Johansson

Angst i hjertet

Der er nogle billeder, jeg har det rigtig svært med, fordi de vækker noget i mig, som jeg ikke har lyst til at blive konfronteret med. Billedet ovenover kan, til trods for, at det har været en del af mit moodboard i lang tid, stadig give mig svedige håndflader og galoperende hjertebanken. Det fortæller mig en historie, jeg ikke vil være en del af. Det rammer mig lige der, hvor jeg virkelig føler angst.

Jeg er ikke god til højder, og jeg er slet ikke god til børn og højder. Jeg rammes af panik, og jeg mærker, hvordan dybet forsøger at hive mig eller dem med ned. Min modstandskraft bukker under, når jeg står på kanten af det frie fald, for jeg ved, at når angsten melder sig, er jeg det absolut svageste led.

Se også billeder, der fik mig til at skrive om ubehag!

Jeg har ikke højdeskræk. Jeg har højdeangst. En af mine karakterer i ”Vingebarn” har hverken angst eller skræk for højder, men hun lider af en anden form for angst – en angst, som jeg skulle lære at forstå.

Når angsten overtager

Jeg ved, at der er manipuleret med billedet af pigen på gyngen. Min fornuft fortæller mig, at der ikke kan ske hende noget. Hun er sikret, fordi det er et statisk billede, og det kan ikke ændre sig ligegyldigt, hvor længe jeg kigger på det. Sædet kan ikke pludselig vippe hende af, og kæderne kan ikke knække, så hun og gyngen forsvinder ned i dybet.

Jeg ved, at det ikke kan ske, men min rationelle tankegang har bukket under for angsten. De svedige håndflader er ubegrundede, men de er der. Jeg føler angsten, når jeg ser billedet. Jeg føler en helt ubegrundet angst.

Det var lige præcis den angst, jeg havde behov for at mærke for at kunne følge den ene af mine karakterer i ”Vingebarn”. Hendes trofaste følgesvend er hendes angst for hvad-nu-hvis, og den samme hvad-nu-hvis-angst rammer mig, når jeg ser billedet af pigen på gyngen.

Hvad nu, hvis fotografen ofrede hende for at tage det perfekte billede?

Hvad-nu-hvis?

Følg Vingebarn på Facebook

Du er velkommen til at dele dette indlæg ...