Om angsten i hjertet i romanen Vingebarn af Line Sølvhøj Johansson

Angst i hjertet

Der er nogle billeder, jeg har det rigtig svært med, fordi de vækker noget i mig, som jeg ikke har lyst til at blive konfronteret med. Billedet ovenover kan, til trods for, at det har været en del af mit moodboard i lang tid, stadig give mig svedige håndflader og galoperende hjertebanken. Det fortæller mig en historie, jeg ikke vil være en del af. Det rammer mig lige der, hvor jeg virkelig føler angst.

Jeg er ikke god til højder, og jeg er slet ikke god til børn og højder. Jeg rammes af panik, og jeg mærker, hvordan dybet forsøger at hive mig eller dem med ned. Min modstandskraft bukker under, når jeg står på kanten af det frie fald, for jeg ved, at når angsten melder sig, er jeg det absolut svageste led.

Se også billeder, der fik mig til at skrive om ubehag!

Jeg har ikke højdeskræk. Jeg har højdeangst. En af mine karakterer i ”Vingebarn” har hverken angst eller skræk for højder, men hun lider af en anden form for angst – en angst, som jeg skulle lære at forstå.

Når angsten overtager

Jeg ved, at der er manipuleret med billedet af pigen på gyngen. Min fornuft fortæller mig, at der ikke kan ske hende noget. Hun er sikret, fordi det er et statisk billede, og det kan ikke ændre sig ligegyldigt, hvor længe jeg kigger på det. Sædet kan ikke pludselig vippe hende af, og kæderne kan ikke knække, så hun og gyngen forsvinder ned i dybet.

Jeg ved, at det ikke kan ske, men min rationelle tankegang har bukket under for angsten. De svedige håndflader er ubegrundede, men de er der. Jeg føler angsten, når jeg ser billedet. Jeg føler en helt ubegrundet angst.

Det var lige præcis den angst, jeg havde behov for at mærke for at kunne følge den ene af mine karakterer i ”Vingebarn”. Hendes trofaste følgesvend er hendes angst for hvad-nu-hvis, og den samme hvad-nu-hvis-angst rammer mig, når jeg ser billedet af pigen på gyngen.

Hvad nu, hvis fotografen ofrede hende for at tage det perfekte billede?

Hvad-nu-hvis?

Følg Vingebarn på Facebook

Du er velkommen til at dele dette indlæg ...
Ensomhed og smerte i Vingebarn

Når det gør ondt. Virkelig ondt

Ensomhed bider i hjertet og i sjælen. Det er aldrig rart at være den, der står tilbage – den, der ikke bliver valgt, eller den, der bliver overset i mængden. Følelsen af at være utilstrækkelig kan hurtigt finde vej frem, og den har en helt særlig overbevisningsevne, som man kan føle sig magtesløs overfor.

Jeg har til en vis grad kunnet gøre brug af min egen ensomhedserfaring, da jeg skrev ”Vingebarn”. Ensomhedsfølelsen, da den første, store kærlighed bristede, var ikke svær at finde frem indeni. Det samme gjaldt følelsen af det store tomrum, der blev efterladt, da hjerteveninden pludselig vendte ryggen til. Det gjorde ondt, og man følte sig med ét isoleret fra livet.

Sådan byggede jeg ”Vingebarn” op

Jeg havde fra starten en grundskitse til ”Vingebarn”, men jeg blev hurtigt klar over, at der fandtes større kræfter derude, som jeg blev nødt til at invitere ind i min historie. Det var vigtigt for mig at researche mig frem til den form for ensomhed, jeg ikke kendte til, for at gøre historien troværdig. Ensomhed kan nemlig også leve i tanker, som det for mange er svært at sætte sig ind i. Tanker, som jeg blev inviteret ind i.

I min gennemskrivning af ”Vingebarn” inviterede jeg folk med tunge følelser i sjælen ind i mit arbejde. Det var folk, der har eller havde haft den form for ensomhed, som de færreste af os forstår, men som de så inderligt ville ønske, at vi kunne forstå, tæt ind på livet. Det var en ensomhed, der havde placeret dem i en verden, som ingen omkring dem forstod, fordi angsten i dem havde besat den rationelle tankegang.

Ensomheden skyldtes i de tilfælde:

• spiseforstyrrelser
• tvangstanker
• familiemæssige tragedier

Se også billedet, jeg brugte til at skrive om ubehag i “Vingebarn”.

Jeg blev klar over, at når deres tanker blev for tunge til at dele med andre, lukkede de dem selv inde i en boble, der udelukkende gav gødning til deres angst og til deres mange ængstelige forestillinger. Den beskyttede dem ikke, som de troede. Den isolerede dem fra livet. Angsten fodrede ensomhedsfølelsen, og det, der gjorde ondt, blev meget hurtigt endnu værre. Det var den form for ensomhed, som det er svært at bryde ud af og lige så svært for andre at bryde ind i.

Det var meget voldsomt at få kendskab til en sådan verden, men samtidig er jeg dybt taknemlig for at være blevet lukket ind i den ensomhedsboble, som mange flere, end man tror, befinder eller har befundet sig i. Det gjorde ondt i mig, men jeg ved med sikkerhed, at det gjorde virkelig ondt i dem at leve i den form for ensomhed, som har efterladt dem et ar i sjælen.

Jeg ved det, fordi den endte med også at bide sig fast i mine aktører.

Følg Vingebarn på Facebook

Du er velkommen til at dele dette indlæg ...
Følelsen af behag i romanen Vingebarn af Line Sølvhøj Johansson

Ubehaget

“Jeg skulle tisse, men det slog mig, at toilettet kunne være fyldt med bakterier fra syge mennesker, som ville kunne mæske sig omkring min krop og kravle ind i mig, når jeg satte mig på det. Smittefare! hviskede noget mig i øret, og jeg indsvøbte mine hænder i sæbe, vaskede dem, sprittede dem af med håndspritten, der hang på væggen, og gjorde det hele igen, mens jeg kneb sammen og gjorde alt for at holde mig og for at holde bakterierne ude af min krop.”

At finde ind til ubehaget

Jeg kan ikke skrive om ubehag, hvis ikke jeg kan føle det. Det skal give mig indvendige kuldegysninger og svedige håndflader, når jeg skriver om følelsen af ubehag. Det virker først for mig, når jeg ikke har lyst til at være der, hvor jeg tvinger mig selv hen. Det virker først, når tanken om ubehag bliver for ubehagelig.

Klik her for at høre bogen fortolket i lyd, inden du læser den!

I mit arbejde med kapitel 11 havde jeg brug for at mærke følelsen af ubehag for at kunne forstå, hvor min karakter var på vej hen – for at forstå, hvad det er, der gennemsyrer hendes tanker. Det var afgørende for mig, at jeg kunne dykke ned i hendes følelser og se situationen fra hendes synsvinkel – at jeg kunne mærke hende, når jeg skrev. Jeg gik på jagt efter et billede, der kunne vække den følelse af ubehag, jeg havde brug for at finde, da kapitlet skulle skrives. Billedet af toilettet prikkede netop til det kvalmende ubehag, som jeg havde behov for at føle:

• Tanken om at blive lukket inde på toilettet.
• Tanken om at røre ved toilettet.
• Tanken om at skulle sidde på toilettet.
• Tanken om, hvad der kunne være nede i toilettet og som ville kunne kravle op, når jeg sad på det.

Billedet af toilettet gav mig det, jeg havde behov for at føle, og det fik derfor en fremhævet og meget afgørende plads på mit moodboard i min skrivefase. Kapitel 11 blev nemlig langt fra det eneste kapitel, hvor jeg fik behov for at vække følelsen af ubehag til live.

Følg Vingebarn på Facebook

Du er velkommen til at dele dette indlæg ...