Lykkeskuddet

”Jeg kiggede på markerne, der fór forbi, da vi kørte afsted. En kærlighedsprikket valmuemark fik alt fra barndommen til at blomstre i mig. Jeg tænkte på dengang, hvor min mor havde lært mig at flette blomsterkranse, og jeg fornemmede tusindfrydenes fløjlsbløde blade mellem mine fingre. Jeg tænkte på min far, der altid tændte bål i haven og vred snobrødsdej omkring grene, og jeg tænkte på den særlige sommermagi, der opstod, når vi bagte snobrødene over bål og spiste dem i aftensolen.”

At ramme følelsen af lykke

Man skal ikke læse ret meget af ”Vingebarn” for at finde ud af, at jeg skriver bedst i følelser. Min skrivetrang tager for alvor fat og råber på mere, når jeg kan fremkalde følelser i mig selv, som jeg kan projicere over på mine karakterer. For at få en karakter til at føle oprigtig lykke og glæde, har jeg skullet mærke efter, hvad det er, der kan kickstarte en glædesfyldt varmebølge inde i mig.

Jeg har ikke blot skullet spørge mig selv, hvad der gør mig lykkelig, for at kunne beskrive følelsen af lykke. Jeg har skullet spørge ind til, hvad det er, der sker i mine tanker og i min krop, når jeg føler mig lykkelig. Hvordan føles det helt præcist, når en jubelkoldbøtte vælter rundt i maven på mig?

Klik her for at høre bogen fortolket i lyd, inden du læser den!

Ved disse indadrettede spørgsmål fandt jeg frem til, at lykke for mig er, når søde minder bliver kickstartet. Når noget omkring mig kalder på en kontekst, der kan få mig til at smile indvendig, så føler jeg mig oprigtig lykkelig, og jeg fandt frem til, at det oftest sker, når noget prikker til mine barndomsminder:

• som at få overrakt en candyfloss midt i Tivoli.
• som at gå udenfor uden jakke på den første forårsdag.
• som at mærke det bløde sand på stranden mellem tæerne.
• som følelsen af solen, der lægger sig som en varm dyne omkring mig.
• som at se min fødselsdato i kalenderen, fordi den kan noget andet end alle andre datoer.

Når jeg rammer den følelse, så bliver ting smukkere for mig, og jeg kan betragte ting på en anden måde, end hvis mine indre følelser var tunet ind på en anden kanal. En valmuemark er ikke bare blomstrende eller opsigtsvækkende eller står i fuld flor. Den er kærlighedsprikket, og det er den især, fordi en af mine karakterer i kapitel 10 befinder sig et sted, hvor lykkefølelsen tilsmiler hende, idet den står i meget stærk kontrast til de foregående kapitler. Havde marken været beskrevet to kapitler længere fremme, havde det langt fra været sådan, hun havde betragtet den, og jeg havde haft brug for et helt andet billede til at beskrive de følelser, som sætter scenen.

Følg Vingebarn på Facebook

Du er velkommen til at dele dette indlæg ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *