Når det gør ondt. Virkelig ondt

Ensomhed bider i hjertet og i sjælen. Det er aldrig rart at være den, der står tilbage – den, der ikke bliver valgt, eller den, der bliver overset i mængden. Følelsen af at være utilstrækkelig kan hurtigt finde vej frem, og den har en helt særlig overbevisningsevne, som man kan føle sig magtesløs overfor.

Jeg har til en vis grad kunnet gøre brug af min egen ensomhedserfaring, da jeg skrev ”Vingebarn”. Ensomhedsfølelsen, da den første, store kærlighed bristede, var ikke svær at finde frem indeni. Det samme gjaldt følelsen af det store tomrum, der blev efterladt, da hjerteveninden pludselig vendte ryggen til. Det gjorde ondt, og man følte sig med ét isoleret fra livet.

Sådan byggede jeg ”Vingebarn” op

Jeg havde fra starten en grundskitse til ”Vingebarn”, men jeg blev hurtigt klar over, at der fandtes større kræfter derude, som jeg blev nødt til at invitere ind i min historie. Det var vigtigt for mig at researche mig frem til den form for ensomhed, jeg ikke kendte til, for at gøre historien troværdig. Ensomhed kan nemlig også leve i tanker, som det for mange er svært at sætte sig ind i. Tanker, som jeg blev inviteret ind i.

I min gennemskrivning af ”Vingebarn” inviterede jeg folk med tunge følelser i sjælen ind i mit arbejde. Det var folk, der har eller havde haft den form for ensomhed, som de færreste af os forstår, men som de så inderligt ville ønske, at vi kunne forstå, tæt ind på livet. Det var en ensomhed, der havde placeret dem i en verden, som ingen omkring dem forstod, fordi angsten i dem havde besat den rationelle tankegang.

Ensomheden skyldtes i de tilfælde:

• spiseforstyrrelser
• tvangstanker
• familiemæssige tragedier

Se også billedet, jeg brugte til at skrive om ubehag i “Vingebarn”.

Jeg blev klar over, at når deres tanker blev for tunge til at dele med andre, lukkede de dem selv inde i en boble, der udelukkende gav gødning til deres angst og til deres mange ængstelige forestillinger. Den beskyttede dem ikke, som de troede. Den isolerede dem fra livet. Angsten fodrede ensomhedsfølelsen, og det, der gjorde ondt, blev meget hurtigt endnu værre. Det var den form for ensomhed, som det er svært at bryde ud af og lige så svært for andre at bryde ind i.

Det var meget voldsomt at få kendskab til en sådan verden, men samtidig er jeg dybt taknemlig for at være blevet lukket ind i den ensomhedsboble, som mange flere, end man tror, befinder eller har befundet sig i. Det gjorde ondt i mig, men jeg ved med sikkerhed, at det gjorde virkelig ondt i dem at leve i den form for ensomhed, som har efterladt dem et ar i sjælen.

Jeg ved det, fordi den endte med også at bide sig fast i mine aktører.

Følg Vingebarn på Facebook

Du er velkommen til at dele dette indlæg ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *